Oprettet af Pen d. 21-12-2011 02:02
#1
16.12.2011 Kanchanaburi
Godmorgen Dagbog.
Puha tiden flyver.
Jannik og Yindee valgte kun at blive her 1 dag og fortsatte så deres ferie i retning mod Pty hvor Sank den gamle kratlusker prøver at få ham over på hans side ved at lokke med brunkager, og kender jeg ædedolken Jannik ret, står han ikke imod sådan et pres ret længe, så farvel min forhenværende ven ((131((
Men ellers er her tryk på, en bankbog med tilhørende Visa kort i Kasikorn blev oprettet til Dardi uden problemer nu vi begge har knallert at køre på, det er alt andet lige meget nemmere. Efter det kørte vi ud til broen så han kunne se den, selv en lille tur i det lille legetøjs tog der kører over broen og tilbage igen for 20 Bht blev prøvet, men den tur kan man godt spare sig, for undtagen på selve broen hvor det kører langsomt, foregår det i et halsbrækkende tempo der gør at man ikke kan tage billeder nu man holder fast med 2 hænder, men så blev den da prøvet ((9((
Og mange timer er brugt i carporten, Dardi elsker at sidde og slappe af ;) som der så er trænet meget i, og fik selvfølgelig spist nu der er 2 styks Thaidamer in da house ((134(( Og jeg havde lige mit Visarun jeg skulle have klaret, oprindeligt er det den 1 Januar hvor Immigration har lukket, så jeg blev bedt om at komme 14 dage før. Og det gjorde jeg selvfølgelig sammen med Dardi der ville se hvordan sådan noget foregik, så vi kørte en tur alene og fik ordnet nogle andre småting samtidig på vejen hjem i en kold og små dryppende formiddag. Jannik’s trick lykkedes med Sank og Lillemand, han fik fravristet brunkagerne og gad så ikke bruge mere tid der i Pty, så de ringede og ville have os til at bestille 2 nætter igen på det samme hotel ((114((
Da de så kom igen til middagstid og kaffen skulle drikkes, var det så at jeg ved at bruge Yindee, det lykkedes mig at efter 3 år at smage brunkager igen, for hulen de smager godt, så alle 3 blev nydt gevaldigt ((5)) Ingen af os havde lyst til at være aktive, så vi sad bare og sad og snakkede og blev enige om at både køre ned i skrigegaden og spise spaghetti Cabonara til aften, og at næste dag køre en tur op til den safir mine jeg havde set på kortet skulle ligge små 60 kilometer herfra og som på Google Earth ser meget stor ud
Men først skulle vi ned og spise den forrygende dejlige spaghetti Kat og jeg ikke kan få nok af, så vi daffede ned til hotellet klokken 7 og satte os alle ind i vittigheden ( Jannik’s bil ((8(( ) og fik utroligt nok fundet den rigtige vej. Vi bestilte alle 6 Cabonara som undrede mig lidt, mine påstande skulle åbenbart afprøves kom jeg frem til, og begyndte diskret at bede til Buddha for ikke at blive nakket af Jannik til evig tid. Og det hjalp åbenbart, for alle var vældigt tilfredse med maden og gnavede lystigt, ja ikke nok med det, Jannik bestilte en ekstra portion selv om den selvfølgelig dårligt nok kunne spises som han sagde mens han skovlede maden ind i munden #¤% Jeg var så heldig at sidde ved siden af Mon der ikke er så stolt af falang mad, så hun spiste kun det halve som jeg opdagede. Aj, se derop sagde jeg til hende der uvidende selvfølgelig fulgte min finger der pegede op i loftet, imens byttede jeg tallerkener som jeg næsten lykkedes med uden at hun opdagede det, og slugte med glæde en halv portion til ((11((
Men så var jeg også meget meget mæt som Jannik der sad og stak lidt til det sidste på tallerkenen, havde jeg dog bare bestilt endnu en portion selv om det havde betydet at jeg havde kastet op, for Yindee betalte for os alle sammen, tusind tak for det ((6))
Næste morgen skulle vi så på tur der startede klokken 9, Dardi og jeg blev aller nådigst inviteret indenfor i førerkabinen mens pigerne blev forvist til ladet og varmen, og afsted det gik. GPS’en viste vejen, så det var jo nemt. Hele vejen fra Kanchanaburi stod der skilte hvor en munk reklamerede for et eller andet, og efter 30 kilometer kom vi så til templet hvor han hørte til, det besluttede vi os for at kigge på selv om det ikke var planen, og kørte igen op af et bjerg. Og sikke en dejlig fred da vi stod ud af bilen, de MEGET lange historier fra det 16 århundrede hvor Jannik var cykelbud og koksmat fortonede sig sammen med smerterne i hovedet da vi kiggede op på den store Buddha ved Wat Khao Rak.
Lidt oppe af en vej kom vi til en parkeringsplads hvor munke som i kan se på billedet, havde hånden oppe af lommen, enten for at arbejde eller snakke i mobil telefon i deres sædvanlige mundering til trods for at der var en strid kold blæst. Det er ikke så tit man ser det syn, så det var en god oplevelse at se at de rent faktisk KAN arbejde. Pigerne fik snakket med Buddha mens vi andre fornuftige mennesker gik rundt op tog billeder som på grund af vejret ikke blev så gode, men så blev de da taget om ikke andet. Lidt længere oppe af vejen lå et lille tempel som selvfølgelig også skulle undersøges nu vi var her, så det blev en lille gåtur op af en stejl vej hvor den dovenlars til Jannik, selvfølgelig valgte at køre i bilen nu der var mere end 100 meter. Og det var meget misligholdt med store revner i alt, store flager af pudset var mange steder faldet af der gjorde indtrykket lidt dårligt, men det var nu hyggeligt alligevel ((11((
Så det var hurtigt overstået, og turen fortsatte mod minen. Men sulten pressede sig på efterhånden og jeg fik hjælp af Yindee til at presse Jannik der elsker at køre bil, til at holde inde ved vejkanten et eller andet sted. Hold kaje det var god mad til en billig penge, ikke noget falang præg af nogen slags, så vi fik spist noget godt Thaimad med tilhørende nam pik der var stærkt men smagte pragtfuldt og mættede gevaldigt. Her var vi så dumme at spørge om vej selv om GPS’en jo havde koordinaterne, så vi blev jaget tilbage igen ad samme vej vi lige var kommet af, og så til højre hvor der så kun skulle være 5 kilometer tilbage. Og tilbage kom nu historierne om Jannik’s liv, slaget på reden og slaget i Køge Bugt fra hans ungdom blev også nævnt mens vi kørte den ene kilometer efter den anden uden at se noget der mindende om en mine. Jeg havde fundet minen på Google Earth der fra luften at se var meget stor og dyb, så det skulle vel ikke være så svært at finde blev vi enige om. Men frustrationen bredte sig efterhånden da vi havde kørt i en halv time, så meget at vi spurgte om vej inden Jannik’s efterhånden flossede nerver fik overtaget ((128((
Men der var kun gode nyheder, henne i det kryds vi kunne se, skulle vi dreje til højre og så kun køre 4 kilometer. Som sagt så gjort, op og ind i bilen og så afsted til det fotogene område vi spændte ventede at se. Men ak, vi drejede ind af en indkørsel hvor der stod Blue Saphire Mining Compagni som viste sig at være indkørslen til en golfklub :ARGH
Her bristede Jannik’s tålmodighed, glem det sagde han, nu gider jeg ikke mere. Her havde vi spurgt om vej til minen og endte ved en golfklub, ifølge Jannik eksisterer minen ikke mere i folks bevidsthed selv om den kun er lukket, så man kan lige så godt blive vist hen til en forretning der sælger safirer, eller som her en golfklub ((125((
Så vi vendte om, mig nu omme på ladet og den dejlige varme der langsomt trængte ind i kroppen mens vi kørte tilbage af samme vej vi var kommet. Jeg lå ned og kiggede op på den blå himmel og nød livet og de skæve oplevelser man uværgeligt har herude og hyggede mig. Jeg kunne se vejen i den opslåede bagrude og anede intet om hvor vi var, men pludselig drejede bilen til venstre og en halsbrækkende tur ad en jordvej begyndte. Gnisterne fra de knækkede vanger der slæbte hen ad vejen i det gamle lig, blandede sig med støvet der havde udset ladet som destination. I løbet af 2 minutter lignede Yindee, Kat og jeg som også var heromme, mumier fra det gamle Ægypten hvor Jannik garanteret også havde en finger med i spillet. Kilometer efter kilometer skramlede vi os gennem store marker med sukkerrør og kartofler og andre grøntsager indtil Yindee ringede til kaptajnen der jo sad mageligt inde i en blød stol, hvad laver du far sagde hun, find for fanden en ordentlig vej i stedet for det her, mandlerne er jo ved at hoppe ud af munden så slem som vejen er. Jannik forklarede mig i telefonen jeg fik stukket i hånden, at han mente at vi var lige ved at være der ifølge hans hukommelse som vi jo har beviser på er god. Så han fortsatte lige ud af den her jordvej hvor Thaierne der boede i nogle kummerlige huse, gloede åndssvagt på os når vi skramlede forbi ((128((
Men vi fandt den aldrig, minen altså :VI
Så Yindee’s krav om at stoppe for at drikke en kop kaffe blev vores redning, en ydmyg biks blev indtaget af måske de første falanger de havde set, hvis man skal dømme efter deres nysgerrige blikke. Dardi som er en gavmild fyr blev pelset for 3 is af Jannik der elsker de ting. Pigerne drak og spiste en masse underligt mens Dardi og jeg nød en kølig for at fjerne støvet der lå som et tykt lag på os 3 der havde siddet på ladet. Ja selv drikkepenge blev han pelset for af Jannik der gav den unge pige i biksen 18 Bht af Dardi’s penge, så det var et muntert indslag der ligesom fjernede frustrationen over ikke at have fundet det vi egentlig var kørt efter.
Herefter gik turen mod det lille hus på prærien hvor et velkomment bad fjernede støvet, pigerne kørte ned på markedet for at finde noget spiseligt nu det mindst var 3 timer siden vi havde spist sidst ¤%&¤%, og kom tilbage med ingredienser til noget mad jeg har glemt navnet på, fra syd Thailand. Mon grillede ribben og vi hyggede os gevaldigt med maden, nå ja, alle og alle. Dardi sad små fornærmet fordi Mon havde sagt at hun ville grille ribben, hun ville ikke spise sorte ben som hun kaldte dem Dardi et par aftener i forvejen havde præsteret mens han grundigt forklarede os alle hvordan sådan noget skulle gøres, og helt ærligt. Det var meget mørkt ude i carporten som der er om aftenen, men de var sorte, meget sorte og havde fået nok hvis i forstår, selv Indo der selvfølgelig var med i festen hostede tørt, og jeg sad og savnede min lille kango hammer hjemmefra der kunne have løst problemet med de tørre støvagtige stykker kød :SAR
Men det var en hyggelig afslutning på den lange dag, Yindee og Jannik skulle videre næste morgen og blev her længe i dag inden de daffede af og efterlod nogle nu høreskadede ofre der holdt en times tid inden køjen kaldte.
Og her må jeg hellere slutte for denne gang selv om der er mange flere oplevelser at fortælle om, men dem får i næste gang for ikke at efterligne Poul Hammerich (Jannik) alt for meget, noget med copyright og sådan noget ((5))
Tak Buddha fordi du passer på os, især din beskyttelse under den halsbrækkende tur i bilen er jeg utrolig glad for……… ((6))
