Bruger
Antal indlæg: 3629
Tilmeldt: 20.02.09
Status:
Offline
|
Den indiske øgruppe Andamanerne er et af de sidste steder i verden, hvor der bor»vilde«. Samtidig er det en af de sidste hemmeligheder for turister med hang til uspolerede tropeøer.
Hvis I kigger ud til højre, ser I øen, hvor kannibalerne bor,« lyder det tørt fra den indiske pilot om bord på Airbus’en, der flyver hen over en lille grøn ø omkranset af kridhvide sandstrande, koralrev og blåt hav.
Vi er på vej til øgruppen Andamanerne, der ligger i Den Bengalske Bugt et par timers flyvetur fra Chennai (Madras) i Indien. Øgruppen tilhører, sammen med Nicobarerne, Indien og huser nogle af de sidste naturfolk, der konsekvent nægter at have noget med den moderne civilisation at gøre. Om de så er kannibaler, er nok tvivlsomt, men sikkert er det, at mandskabet på fragtskibet Primrose fik sig en alvorlig forskrækkelse, da deres skib gik på grund på North Sentinel Island en stormfuld nat i 1981.
Den første lettelse over at have overlevet stormen blev hurtigt afløst af ren skræk, da de så omkring halvtreds mænd, helt sorte og nøgne, bortset et bælte rundt om midjen, nærme sig skibet, mens de viftede fjendtligt med deres spyd. Kaptajnen udstedte straks et SOS og beredte sig sammen med mandskabet på at forsvare sig med knive, økser og en signalpistol. Til alt held var vejret så dårligt, at sentineleserne ikke kunne borde skibet, og Primroses besætning blev reddet af en en helikopter.
Nogenlunde samme modtagelse fik nødhjælpsarbejdere, der efter tsunamien i 2005 forsøgte at flyve hjælp ud til North Sentinel Island. Helikopteren blev mødt af en regn af pile og spyd og valgte at fortrække så hurtigt som muligt.
Siden, siges det, har man fra officielt hold opgivet alle tilnærmelser. Som turist skal man hverken gøre sig håb om at gøre et antropologisk scoop eller nære frygt for at ende i den sorte gryde. De indiske myndigheder tillader kun turister på visse øer og i visse områder, der bebos af tilflyttede indere. De oprindelige befolkningsgrupper kommer man stort set ikke i kontakt med, med mindre man har en helt særlig tilladelse.
Til gengæld får man adgang til et tropisk bountyland med strande af kridhvidt koralsand, hvor kæmpemæssige regnskovstræer står helt ned til stranden. Nogen vild luksus skal man ikke vente sig, når det gælder indkvarteringen, men øen Havelock, der er den mest turist-udviklede, byder på adskillige resorts med både en- og to-etagers palme- og bambushytter i et prisleje fra 10 kr. og opefter.
»Little India« kalder lokalbefolkningen øgruppen, og hentyder til det faktum, at Andamanerne er blevet befolket af mennesker fra alle dele af Indien, foruden de mange flygtninge fra Bangladesh, der har valgt at slå sig ned på øerne.
Her lever de livet i en magelig takt, og det er også det, man skal gøre som turist. Her sker ikke så meget, og dog ... der var da den dag, da en af elefanterne løb løbsk og skabte panik i landsbyen, og så var der den nat, hvor halvdelen af landsbyens butikker brændte ned, og alt elektricitet forsvandt i de næste 24 timer. En ren katastrofe for øens indbyggere, der dog hurtigt kom i gang med at bygge nyt og få gang i handelen igen.
På Havelock er der masser af små, motoriserede rickshaws ogen del store firehjulstrækkere, der i bedste indiske stil terroriserer alt og alle med deres enerverende båthorn og gør de få veje usikre for turister på de ikke så vanvittigt velholdte cykler, man kan leje for en femmer om dagen.
Så er det alligevel mere sikkert at tage den lokale bus til udflugtsmål nr. absolut et: Strand nr. 7. Navnet lyder måske ikke så ophidsende, men strand nr. 7 er intet mindre end spektakulær, og af mange eksperter udnævnt til en af de absolut smukkeste i verden.
Den ligger i en hvid kurve i læ for nordøst-monsunen. Regnskoven vokser lige ned til kanten af stranden med kæmpemæssige træer og et dyreliv, der byder på alt fra skræppende papegøjer til meterlange pythonslanger. Stranden ender med en slags lagune i vidunderligt tyrkisblåt vand med koraller og fisk i alle farver.
Synes man trods alt, at livsstilen er for forjaget på Havelock, kan man prøve at tage til den endnu mindre Neill Island. Her er der kun få biler, så man kan cykle i fred. Nogen party-scene med fuldmånefester skal man ikke regne med. På Neill går man i seng med hønsene, og det er tidligt. Andamanerne, der ligger tættere på Thailand end Indien, deler nemlig tid med Indien, så det bliver mørkt kl. 17. Så kan man tage ind til landsbyen og gå på Chands restaurant, der er byens foretrukne, selv om den mest ligner et gadekøkken. Her serverer Chand kæmpemæssige tigerrejer, hummer eller krabber, hvis man da ikke foretrækker thalis for nogle få rupees eller bare vil læske ganen med en herlig mango-lassie – en frugtyougurtdrik.
Har man mere tid, og masser af tålmodighed, kan man også udforske andre øer, der med garanti ikke ser mange turister. Som dansker kunne det være interessant at besøge Nicobarerne, der engang har været dansk koloni. Det første Dannebrog blev hejst i kolonien Nye Danmark nytårsdag 1756, men alle kolonisationsforsøg led skibbrud, fordi de udsendte danskere døde af Nicobar-feber (malaria), og 100 år efter opgav man og overlod den uheldsplagede koloni til briterne.
Heller ikke i dag skal man gøre sig forhåbninger om nye danske landvindinger, for Nicobarerne er lukket land. Modsat på Andamanerne udgør de oprindelige folk stadig majoriteten af indbyggerne. De fleste af nicobarianerne har imidlertid opgivet deres liv som samlere og jægere. Kun Shompen-stammen på 300-400 mænd, kvinder og børn holder sig til livet i junglen.
Tsunamien ramte Nicobarerne hårdt. På hovedøen Car Nicobar blev 12 landsbyer og en militærbase jævnet med jorden, og en stor del af nicobarianerne døde. Men også her forlyder det, at de oprindelige folk klarede sig bedre end alle andre.
Det samme gjaldt for indbyggerne på North Sentinel Island. Deres pileregn over nødhjælpshelikopteren blev i hvert fald tolket som et positivt tegn. Man mener, at sentineleserne er efterkommere af det moderne menneskes første spredning fra Afrika til Asien og Australien. Og man tror, at de har levet isoleret fra resten af menneskeheden i måske 30.000 år. Så det kan jo være, at de ved et og andet, som vi andre for længst har glemt.
I alt er der seks forskellige oprindelige folk på Andamanerne og Nicobarerne. Nogle stammer fra Afrika. Andre ligner mere folk fra Sydøstasien. Udover stammen på North Sentinel, som man forgæves har prøvet at få kontakt med i årevis, er der Jarawa-stammen, som også længe var yderst fjendtlig over for den indiske befolkning. I de senere år har der været en hel del kontakt, men ikke altid lige heldig. På Nicobarerne lever Shompen-stammen i en slags isolation i regnskoven. De fleste stammer er i dag svundet ind og må formodes at være på vej til at gå til grunde.
kilde http://www.rejsel...vilde-oeer |
