Bruger
Antal indlæg: 3360
Tilmeldt: 03.07.09
Status:
Offline
|
Fremtidens rejse? Pilotfri fly, charter i rummet og en verden uden pas
Flyvende biler, rumrejser for alle og fly, der flyver på genbrugt madolie – ideer til, hvordan vi rejser i fremtiden, er der ikke mangel på. Men hvad kan egentlig lade sig gøre?
CNN go har bedt David Feng, ekspert i teknologisk udvikling, og Roger Thomas, lufthavns- og flyspecialist ved CAP Strategic Research, vurdere sandsynligheden for, at forskellige scenarier faktisk bliver til virkelighed.
1. Højhastighedstog erstatter fly
Sandsynlighed: 99 procent
Maglev (magnetic levitation)-tog er højhastighedstog, der flyver af sted med op til 580 km/t. Påstanden er, at disse tog på et tidspunkt vil overhale fly som den foretrukne transportform, skriver CNN go.
»Med en 90-procents stigning på ruten London-Paris, 80 procent på ruten Milano-Rom og 95 procent på Paris-Lyon har højhastighedstog haft en enorm indflydelse på europæisk lufttrafik«, siger Roger Thomas, der forventer, at togene vil få enorm indflydelse på rejser i Kina, men ikke andre lande.
For David Feng er det ikke et spørgsmål om, at togene tager over, men snarere hvornår de gør . Hans konservative bud er et årti.
2. Pas bliver overflødige
Sandsynlighed: 80 procent
Brugen af datachip og biometrisk dataopbevaring kan gøre vores nutidige rødbedefarvede rejse-id overflødigt. Flere lufthavne arbejder allerede på forsøgsbasis med alternative former for id til rejsende, som for eksempel irisgenkendelse i Heathrow i England.
For David Feng ser fremtiden papirløs ud: »Vi kommer alle til at bruge fingeraftryk. Men folkene, der bekæmper forfalskninger, er nødt til at komme ind i kampen«.
Roger Thomas tror derimod ikke på en fremtid uden konventionel rejse-id.
3. Rummet bliver feriedestination
Sandsynlighed: 70 procent
Har du penge nok, er det allerede muligt at købe billet til rummet. Således blev Dennis Tito i 2001 den første rumturist; det kostede ham små 20 millioner dollar at komme med på en russisk mission til den internationale rumstation.
Selskaber som Virgin Galactic, XCOR Aerospace og Space Adventures er i fuld gang med at tage imod reservationer til en rejse, der forventes at finde sted tidligst næste år. En plads på Virgin Galactics rumskib koster 200.000 dollar.
Roger Thomas ser rummet som en sandsynlig feriedestination, men fortsat kun for de få, siger han til CNN go.
4. Pilotløse fly
Sandsynlighed: 60 procent
Ubemandede tog har efterhånden kørt i den københavnske metro i flere år. Ubemandede fly lyder immervæk noget vildere – ikke desto mindre er det det fremtidsscenarie, australske forskere ser som virkelighed inden for de næste 50 år. Og Roger Thomas er enig. Så snart droneteknologien bliver mere udbredt, vil vi se de førerløse fly.
»Jeg stoler ikke så meget på teknologi, men vi har kunstig intelligens, så alt kan ske«, siger en mere skeptisk David Feng til CNN go.
5. Der vil være et hotel i rummet
Sandsynlighed: 50 procent
Når du skal holde ferie i det ydre rum, får du naturligvis også brug for et hotelværelse, så i 2016 forventer russiske Orbital Technologies at åbne det første rumhotel. Her vil der dog kun være plads til syv – ret rige – beboere. I første omgang vil der ikke være adgang til bad.
David Feng mener, at eftersom internationale rumstationer allerede eksisterer, vil det også være en mulighed, at vi på et tidspunkt får kommercielle opholdssteder i rummet.
http://kortlink.d...tiken/bgn6 |