Antal indlæg: 3350 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Kylling i kokosmælk, limeblade, chili og koriander. Det slår gnister i det thailandske gadekøkken. Men når man rejser til Phuket, bør man også prøve den raffinerede thaimad. For eksempel på designhotellet Indigo Pearl.
Et vellykket køkkenmiks
Det thailandske køkken betragtes blandt verdens store, men det er på mange måder et fusionskøkken. Det vil sige et køkken, der sammenblander tilberedningsmåder og ingredienser fra andre kulturer. Thailændernes metode for at stege og fritere hurtigt, kommer fra Kina. Mange af krydderierne der benyttes, kommer fra Indien. Dog ikke den populære chili. Den blev indført fra Sydamerika til Thailand af portugisiske missionærer i 1500-tallet.
”Et hul i væggen” langs en trafikeret gade. En enkel café på stranden. En bod på et natmarked. For mange danskere på Phuket er det madoplevelser man mindes. Og at Thom Kha Gai-suppen kun kostede en tyver inklusive en Chang-øl, gør det hele endnu bedre.
Dem, der er madinteresserede, bør dog også unde sig selv lidt dyrere restaurantoplevelser. I den senere tid er Phuket, samt andre thailandske feriebyer, blevet beriget med designhoteller, hvor man kan nyde et eksklusivt, smukt miljø og raffineret thailandsk mad.
Naturskønne omgivelser
Perlen blandt alle disse hotelrestauranter er Black Ginger på det luksuriøse resort Indigo Pearl. Bygget på pæle, svæver den som en kulinarisk juvel midt i en lagune. Hotellet indgår i Star Tours koncept ”Unique”, der består af karakterfyldte bygninger, eller ligger i meget naturskønne omgivelser.
Og du vil sent glemme måltiderne på Black Ginger: forårsruller med krabbekød og fars, friske grøntsager, rispandekager, friturestegte rejer, dampkogte fiskefileter og nudler. Hertil drikker du lokal øl, te eller de fineste vine fra den eksklusive vinkælder.
Sprødheden er alfa og omega
Den raffinerede thaimad bygger på det traditionelle thailandske køkken. Med andre ord, friske råvarer der sjældent koges eller steges mere end 10 minutter, og dermed bliver sprødt. Den store forskel i forhold til gadekøkkenet er en renere og mere artistisk anretning.
Af andre hoteller, der tilbyder luksuriøs thaimad, kan nævnes designhotellet Cape Sienna, på Kamalas sydlige del. Her serveres fantastiske thairetter i en restaurant, højt beliggende over Andamanhavet. Og Evason Phuket & Bon Island, hvor gæsterne kan plukke deres egne krydderier til maden, samt kan deltage i thailandske madlavningskurser.