Antal indlæg: 1146 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
06.03.2011 Nonthaburi
Godmorgen Dagbog.
Det er Thailand !!!
Internette glimrer stadig ved sin udeblivelse, det vil sige at Kat igår blev ringet op af TOT der sagde at jeg nu havde forbindelse. Men selvfølgelig har jeg ikke det, uanset hvordan jeg prøver at forbinde de Pc’er jeg har, er ledningen død. Så i aften kommer der en og kigger på det håber jeg, for det er alt for dyrt at bruge telefonen, 1000 Bht pr uge har det kostet mig indtil nu mens jeg venter og venter.
Så begyndte Kat’s ferie stille og roligt og selvfølgelig med en mindre krise, for Annie som jo har det med at stritte med fingrene hvilket forhindrer hende i at deltage i fysisk arbejde, ringede klokken 8 og sagde Kat skulle komme ned og løfte på et eller andet. Jeg fik forklaret hvad ferie betyder og så gal ud fordi Annie gir fanden i Kats ferie
Så da det var overstået hev jeg Kat med ned på markedet for at spise hvilket fik Annie til at se sur ud da jeg sagde nej til at spise i restauranten med den svada, at jeg var træt af at spise det samme mad og samme sted hver gang. Kat har fortalt mig det samme for lang tid siden og var kun glad for at smage noget andet mad, så vi gik ned og hyggede os med at spise inden vi kørte en tur til JJ markedet hvor vi med mit projekt med at vise Kat hvad der findes uden for døren, brugte et par timer.
Kameraet kom ikke med på turen fordi vi ikke var i huset da vi fik ideen, og med alle de skilte der står på markedet med fotografering forbudt kunne det osse være det samme. Det er et kæmpe marked som ligger tæt på Mo Shitt og som sælger alt mellem himmel og jord, og interessant at se noget nyt. Men desværre var det falang priser det hele, så selv om jeg så nogle småting til lejligheden holdt jeg pengene i lommen mens Kat skævede til mig for at sikre mig at jeg nu osse gjorde det
Og så ventede ellers tempelturen til Khao Kitchakit på os, starten blev selvfølgelig forvirrende nu det var en Thai der styrede løjerne. Så da vi havde siddet og ventet på bussen et eller andet sted i en halv time, kunne jeg ikke nære mig og spurgte hvor længe vi skulle sidde i den 35 grader varme aften og monster svede. 1 ½ time ialt sad vi der mens jeg fik Kat til at sponsorere en kølig som straf for at hun ikke havde fortalt det, så det var sgu rart da der endelig trillede en overmalet bus op foran os.
Og det var en af de busser jeg havde kigget skeptisk på da jeg var i Nonthaburi, proppet med højtalere, diskolys, stroboskop lys og løbelys. Og alt sammen blev brugt fuldt ud, forlygterne blinkede svagt mens bassen der ville gøre ethvert diskotek hjemme grøn af misundelse, prøvede at presse vinduerne ud af gummilisterne mens vi trillede ud af Bangkok. Folk var i vældigt humør, nogle på grund af den alkohol der var blevet hældt indenbords mens andre blot var glade. Så der var fuld skrue på, diskomusikken bankede ud af højtalerne der fik mig til at rokke lidt i sædet og hygge mig inden jeg under stor jubel tænkte, nåh ja, hvorfor ikke !!
Så jeg hev Kat ud på mellemgangen og fik sat gang i hende med at danse med mig, hold op folk de morede sig over den enlige falang der var i bussen begyndte at danse til Thai musik jeg ikke forstår. Kat smilede over hele femøren og morede sig gevaldigt, og bare det at se hende glad, gjorde mig glad
Det hjalp lidt på ærgrelsen over at der ikke var Aircon i bussen, kun fan der piskede rundt og spredte den lumre luft gav lidt frisk luft fordi folk bagerst i bussen havde åbnet vinduerne så vi rigtig kunne lugte og høre udstødningen, herlig oplevelse
Men den 3 ½ timers lange tur gik lidt hurtigere på den måde, så lidt over midnat trillede bussen endelig ind på en ufattelig stor plads for foden af det bjerg hvor templet ligger placeret pænt højt oppe. Pi Bao pegede op i natten hvor man kunne skimte lys, der skal vi op sagde hun med Kat’s hjælp, you okay ?? 5 kilometer skulle vi gå gennem junglen på en jordsti og nogle gange på vejen fordi junglen var for tæt til at gå i, så efter tøserne havde udført alle de ritualer der nu er i de store telte fyldt med religiøse steder og ting, begyndte vi på turen klokken 2 nat.
Og den var sej, meget sej. Den tur jeg havde til Erawan Waterfall var ingenting i forhold selv om jeg dengang troede at jeg havde slået en eller anden rekord. Mørkt selvfølgelig nu klokken var 2 tog vi de første skridt der startede med at gå meget stejlt opad, de pickup der drønede op med dem der ikke orkede at gå, gjorde det farligt de gange vi gik på vejen og vi skævede alle nervøst når vi kunne høre dem komme. For vejen var ligeså stejl som stierne vi gik på og gjorde at de kørte for fuld skrue og stoppede ikke for noget, så jeg foretrak faktisk at gå i junglen selv om man skulle hive sig op i de reb der nogle steder var hængt op for at hjælpe os.
Folk i alle aldre kæmpede sig op i mørket og heden mens de pustede og holdt den første pause efter 50 meter hvor de smed sig på jorden og tror jeg beklagede sig over beslutningen om ikke at tage en pickup
Men Kat forklarede mig ligesom bogen jeg havde læst i, at det var en pilgrimstur 1 gang om året. Kun dem der ofrede sig og gik var rigtig troende, ville blive belønnet af Buddha, og jeg ville gerne takke den busfuld af mennesker der ifølge Pi Bao ville be Buddha om at give mig et godt liv, og fjerne mine smerter, så det brugte jeg i den lumre nat til at gå og gå. Så jeg masede op, faktisk rigtig frisk og uden problemer mens Kat som eneste selvskab nu jeg gik hurtigere end de andre, virkelig gav den gas, men jeg havde hele tiden i tankerne at jeg ville holde øje med hende nu hun kun går rundt i restauranten og ikke er vant til at røre sig så meget, så vi holdt et par pauser hvor jeg tvang hende til at drikke Cola der kunne give hende lidt energi, og som rent faktisk hjalp hende.
Mine gåture og alt det andet jeg foretager mig giver mig et forspring som jeg godt er klar over, så jeg opmuntrede hende og lavede sjov mens hun hele vejen stak røgelsespinde og blomster alle de steder der af en eller anden grund er hellige og Wai Pa 3 gange hvert sted, så gudskelov blev den tunge pose lettere jo højere vi kom
Og endelig efter 3 timers trekking kom Kat og jeg som de første op til det anden sidste tempel hvor hun løftede hænderne over hovedet af bar glæde og stak i et hyl, vi gik hele vejen sagde hun glad mens lommelygtens skær afslørede de blanke øjne hun havde. Nu havde Buddha set at vi gjorde alt vi kunne sagde hun, og vi ville være sikre på at han lyttede til os !!!
Der i templet hvor det lykkedes mig at tage et par billeder, tog jeg en snak med Buddha og begyndte at slappe lidt af nu vi var kommet næsten frem. Folk lå og sov alle vegne hvor det var muligt inden de tog den sidste udfordring og der var et mylder af mennesker der bad, måske fordi de var bange for det der ventede dem, nemlig den pick up der kører det sidste stykke op der var så stejt at det var umuligt at gå. Pi Bao var nødt til at få massage i de ømme ben, og var så træt at hun simpelthen faldt i søvn under seancen, og det fik så hende der gav massagen til at stille og roligt også at falde i søvn
Og det var en hårrejsende tur i fuld fart, jeg var så heldig at sidde ved siden af føreren der behændigt og underligt nok, fik os levende frem. Mens vi kørte (eller rettere fløj ) takkede jeg Buddha for ikke at skulle sidde omme på ladet hvor folk hagede sig fast til stål gelænderet. og så bange ud når bilen skred faretruende ud i de skarpe sving
Jeg ved selvfølgelig ikke hvor mange tusind mennesker eller biler der var der, men mange var der over det hele, og konstant kørte der biler op og ned med fuldt læs i en rasende fart, så selv om det var nat, lignede det en motorvej i Bangkok med al den trafik. Bilen strøg med raket fart op og stoppede selvfølgelig turen med at skride sidelæns oppe på parkeringspladsen hvor vi blev smidt af i en hulens fart. Og der mødte synet af de sidste stejle trapper os, som om de gik lige op i himlen så det anstrengende ud, og pigerne klagede deres nød. 3 kilometer manglede der sagde Pi Bao der tager turen hvert år, hun så noget ked ud da hun sagde det og ærgrede sig nok over den alkohol hun havde drukket inden gåturen. Men vi kom da så småt igang efter en kort pause hvor pigerne selvfølgelig igen skulle bede....
Og den var sej den sidste tur, selv om der på de vanskeligste steder var lagt planker og gelænder til at støtte sig til, og nu var vi jo sammen med alle dem der var kørt derop og vi begyndte at gå i gåsegang fordi der selvfølgelig skulle bedes igen og lægges røgelsespinde og spredes blomster hele vejen. Tusindvis af mennesker blev ført som kvæg af en smal sti hvor folk osse kom oppefra og ikke lige valgte at gå i den rigtige side, så trafikken brød sammen under stor tumult hele tiden. På den måde gik der yderligere 2 timer inden vi endelig kom op til toppen godt brugte allesammen og trætte her små 6 timer efter starten !!!
Og desværre for mig gik folk lidt i selvsving heroppe, så det var komplet umuligt at stille mit fotostativ op som jeg havde slæbt i rygsækken hele vejen. Folk stod som sild i tønde og skubbede og masede for at komme så tæt som muligt på de munke der afholdt en fællesbøn i solopgangen, ingen hensyn blev vist til den enlige falang mellem tusindvis af mennesker. Så det blev efter lidt sortering kun til et par billeder fra selve toppen desværre
Men en meget smuk afslutning på den anstrengende tur op hvor solen steg lyserød langsomt op og viste os skyerne under os mens munkene begyndte på bønnen der fik alle til inklusive mig selv om jeg ikke forstod hvad der blev sagt, til at bøje hovedet og bede til Buddha....
Kat strålede som en sol og sagde hun var lykkelig, hendes første ferie havde ført hende tættere på Buddha som hun havde bedt og snakket med hele vejen sagde hun. Så lykkelig vil jeg være resten af mit liv sagde hun mens vi langsom begyndte på den langsomme tur ned igen, tag nogle billeder af mig mens jeg er lykkelig sagde hun og stillede sig op med den flotte udsigt af skydækket under os der smøg sig rundt om de trædækkede bjerge. Og selvfølgelig gjorde jeg det, for jeg var glad på hendes vegne, for første gang havde hun fri og kunne gøre som hun ville, hun pludrede løs om hvor dejligt det var at kunne snakke med sine veninder uden for restauranten og strålede omkap med solen
For mig var det hele turen værd, og anstrengelserne forsvandt lynhurtigt bagud på vejen ned der begyndte at sætte sig i lægmusklerne, men den glade pige der gik ved siden af mig fik mig til at glemme det
Og endelig klokken 9 kom vi ned efter en 7 timers lang tur efter at have grebet dybt i lommen for at finde de 50 Bht for at blive kørt ned, og her røg vi i mine øjne i en fælde !!!
For bilen der kørte os ned i en sindssyg fart, stoppede nemlig ved det andet tempel og smed os af, den samme bil trillede så nogle meter frem og tog passagerne op igen inden den fortsatte nedad. Men den manøvre kostede ekstra 50 Bht og var et tarveligt tricks syntes jeg. Ikke på grund af de par penge, men det fik mange Thaier til gå resten af vejen ned fortalte Kat mig fordi de simpelthen ikke havde pengene
Og helt nede fik vi beviset på at Buddha passede på os, for Kat havde tabt sin telefon da vi sammen med de tusinder af andre mennesker invaderede en bil lige så snart vi så en. Der blev ikke ventet på at bilen blev tømt, næh folk inklusiv mig selv væltede op for at sikre sig en plads. Tumult opstod hver gang og det tog selvfølgelig lang tid inden dem der stod af endelig fik presset sig forbi dem der steg på. Og den sidste tur hvor vi kravlede over stål gelænderet havde fået hendes telefon til at glide ud af lommen. Jeg ringede og ringede selvfølgelig til hendes telefon og fik efter en halv time en stemme i røret, Kat fik telefonen og snakkede med en mand der fortalte hvor hun kunne hente telefonen igen inden vi endelig om meget tiltrængt kunne spise noget nærende suppe
Og så krævede Thai logikken sit offer, for vi ventede nu allesammen 4 timer i stegende hede godt beskidte og trætte inden det passede chaufføren at starte bussen og det forbandede anlæg op. Langsomt trillede vi ud fra pladsen med luftværns sirenen i bund og dunkende bas der gav mig ondt i ørene, men jeg havde lovet Kat at være happy og lod som ingenting og takkede Buddha for at vi nu endelig vendte snuden hjem.....
MEN, og her slutter turen og historien ikke som ventet. For efter små 6 kilometer drejede bussen ind på en parkeringsplads ved Krathin Waterfall der ifølge bøgerne har 13 fald
Tania den lille charmerende pige kom løbende og fik sneget sig ind mellem os og holdt os begge i hånden og gik med Kat og jeg ned mod vandfaldet. Men der skulle betales for indgangen fandt vi ud af hvor Kat fik en nedsmeltning lidt i stil med mine (herlig pige ). Hun fandt de 40 Bht vi skulle betale og gav dem til damen, men nu var hun jo sammen med en falang som selvklart skulle betale 200 Bht i forhold til 20 Bht for Thaier. Hold kaje hun blev gal og snakkede meget hurtigt mens hendes ansigt lignede et uvejr, det er dårligt for Thailand sagde hun på engelsk mens vi gik videre. Du er ikke falang sagde hun, pigerne ser dig ikke som falang, så hvorfor skal du betale så meget ???
Jeg fik forklaret hende at det var meget normalt at falanger betalte mere end Thaier hvilket ikke beroligede hende, så for at holde stemningen højt sagde jeg Mai Pen Rai
Og det var en rigtig god ide chaufføren havde fået, buksebenene blev smøget op, T-shirten røg af inden vi plaskede og havde det sjovt med Tania i det kølige vand der fik temperaturen ned igen. Og som i kan se på billederne var det smukke omgivelser, Kat som aldrig havde set et vandfald før, sad med fødderne i det klare og kølige vand og kiggede nysgerrigt ned i vandet på de små fisk der nappede os i fødderne og så så herlig uskyldig ud mens hun strålede af glæde, så jeg satte mig på en sten lidt længere væk for at give hende freden til at nyde det mens jeg kiggede på hende og fik ondt af hende !!!
For hun er en jævn bondepige med store fødder på 40 år og aner ikke hvad der uden for den skide dør ind til restauranten, hun aner ikke hvad man gør når man tager rundt. Hun aner ikke hvordan man køber en billet og så videre. Og det gør mig ondt at hun er blevet holdt så isoleret at hun er bange for alt fordi hun ikke forstår hvordan verden hænger sammen, så jeg lovede mig selv at jeg ville give hende alle de oplevelser hun ville have på hendes vilkår og i hendes tempo. Og der er vi nu et par dage efter mens jeg skriver Dagbogen, men det fortæller jeg om i næste Dagbog !!!
Men her vil jeg slutte Dagbogen for denne gang og vil ikke besvære jer med fortællingen om den utroligt larmende tur hjem, hvor Kat som et lille barn faldt omkuld af træthed da vi satte os op i bussen igen da vi forlod vandfaldet, men lang var den og endte klokken 21 med et bad og en ventende seng hvor stilladset blev rettet ud
Trætte som et alderdomshjem fordi vi ikke havde sovet siden Lørdag morgen, hang øjnene nede i knæhøjde og vi var begge meget stille på turen hjem. Vi havde ikke deltaget i den fest der begyndte på vej hjem i bussen hvor alkoholen igen blev fundet frem og folk igen dansede i mellemgangen. Kat som var træt på grund af alt det nye hun så og oplevede, havde siddet med næsen trykket mod ruden for at se på alt det nye og havde brug for tid til at forstå det hun så, og jeg var simpelthen bare en træt gammel pensionist.
Billederne fra turen kommer op på Photo Bucket når jeg får internet !!
Så Buddha skal have en stor tak for de udeblevne smerter på hele turen, og han skal have et stort tak for at jeg får lov at opleve det jeg gør med de dejlige mennesker, der alle som en uden at kende mig viser mig så megen omsorg. Og han skal have en stor tak for at give Kat øjne !!!!!
Antal indlæg: 614 Tilmeldt: 15.06.09 Status: Offline
Hej Pen
En dejlig beretning. Det er nu ikke så usædvanligt, at Thaier ikke kender til hvad der foregår uden for deres "lille verden" vi har oplevet det nogle gange. Selv her i Pattaya kender de ikke byen hvis de kommer mere end 2 gader væk. Mange arbejder 12 /7, så har man ikke overskud til også at " opleve verden " udenfor.
Det gør jeres tur til en kæmpe oplevelse for Kat.
Vi har en lille veninde, hun havde aldrig været inde i Bangkok, havde arbejdet lidt uden for byen, men aldrig haft tid og råd til at komme derind.
Vi inviterede hende med på en tur til Bangkok, indlogerede hende på hotel ( eget rum ) med bad /m varmt vand, og en kæmpe seng. Vi kunne ikke forstå da klokken var 16 ville hun gerne hen på sit værelse. Jo hun nød at sidde midt i den store seng , og se fjernsyn.
Hun ringede til alle veninderne i Pattaya og fortalte hvad hun oplevede, vi tog hende med på Grand Palads, der havde hun jo ikke været, vi tog hende med i China town, der faldt hun for 3 små broderier , til 100 baht men havde ikke råd til at købe dem.
Jeg sagde " daddy paid " det er stadig en vending vi bruger når der er ting vi ser, hun kommer stadig hos os , og kommer en gang imellem og laver Thaimad til os .
Hun er også en dejlig " pige " idag 29 år.
Vi holder utrolig meget af hende.
Det blev en længere historie, men Kat er glad for den tur. Vores lille pige havde 6 fridage på 1 år , efter at have arbejdet 1år.
Antal indlæg: 84 Tilmeldt: 17.09.10 Status: Offline
Når jeg læser denne tråd, og specielt at nogle piger/ mennesker ikke har været meget rundt omkring, må jeg sætte mig ned, og tænke efter en ekstra gang, for det lyder utroligt i mine ører, at en pige ikke har haft ferie i mange år, og ikke oplevet noget udenom den lokale soi.
Her troede man at man ver en kedelig gut, med kun 14 år's skolegang, efterfølgende arbejde på krydstogt skib, rejse rundt i verden og opleve, spille musik, arbejde rundt i verden, hmm.. det får tankerne igang.
Det er så stærkt at læse om pen som giver Kat de oplevelser, sådan, det er bare super karma..
) takkede jeg Buddha for ikke at skulle sidde omme på ladet hvor folk hagede sig fast til stål gelænderet. og så bange ud når bilen skred faretruende ud i de skarpe sving 
super tur og Buddha kan vær lidt mere stolt af dig 
Lignende tråde