Antal indlæg: 1146 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
15.07.2010
Godmorgen Dagbog.
Til en hulens kold tænderklaprende morgen
Heldet følger de tossede siger man, og det holder stik. For en af mine Thai venner hjemme på Koh Samui kender en der kender en anden, så på Søndag skulle jeg få nogle penge, og Peter har været så venlig at låne mig 70.000 Rupier (250 Bht) så jeg kan spise som jeg ikke fik gjort i går!!
Nå, tilbage til Bromo…..
Uret som vækkede mig 02.30 skulle godt nok have været skudt, for det er alt for tidligt. Men vi havde jo købt turen til toppen og skulle af sted.
Hotellet som er meget velbesøgt og får god omtale på Internettet på grund af det varme bad har dog en brist, for inkluderet i prisen er morgenmad samt kaffe eller the. Så efter det dejlige varme morgenmad i det eneste bad på hotellet med varmt vand !!! Var jeg klar til et par kopper skoldhed kaffe, men jeg blev alvorligt skuffet.
For morgenmaden bestod af en papæske med en klam sandwich og en bøtte syltetøj af ukendt oprindelse, kaffen skulle bestilles hos en af guiderne og blev lavet efter for godt befindende. Så Det var sgu en kedelig oplevelse, så nu ved i det!!
Så ingen morgenmad (eller natmad !!), kun en dårlig kop kaffe inden afgang til det frysende helvede man kalder Mount Bromo. Kun 5 grader var der på toppen da vi endelig nåede derop i en tusse gammel jeep fra 2 verdenskrig hvor bagdøren hvor vi sad sprang op hele tiden. Men det var nu ikke det værste, en skarp lugt af benzin gav os hovedpine med det samme.
Men eftersom det jo var frostvejr udenfor, og der i øvrigt ikke eksisterede noget varmeanlæg i bilen, kunne vi ikke komme af med stanken desværre
Den sidste kilometer op til toppen som bragte os op til 2500 meters højde var spændende, meget smalle og dårlige veje var menuen for den gamle bil her.
Billederne måtte jeg tage i dagslys !!
Og den måtte virkelig arbejde for føden på grund af de meget stejle veje, chaufføren som gjorde hvad han kunne for at holde bilen på vejen, havde ikke helt lært det der med at skifte gear. Så han stoppede jeepen hver gang og kunne ikke rigtig greje hvorfor bilen nu gik i stå, det gik jo lige så fint
Så jeg var i godt humør allerede fra starten med de skæve ting som sker, men det blev dog ødelagt da jeg kom op at skændes med en Hollænder der var irriteret over at hans opstillede kamera mellem de tusind mennesker som stod og trippede og ventede på solen ikke kunne stå der alene !!
Men nu havde jeg jo ikke betalt for turen for at blive skubbet væk, så jeg skulede bare til ham og sagde at vi havde betalt lige meget i entre. Det fik ham til at knytte sylten da jeg samtidig blev stående, og det sjove af det hele var da de var nødt til at flytte kameraet som var stillet op med kameraet drejet i den forkerte retning Knaldhætter
Nå men vi stod alle deroppe i den iskolde blæst i en time og ventede på de første stråler som er så berømte og omtalte her fra Mount Bromo. Folk inklusive mig selv og Peter lignede klunsere med al det mærkelige tøj vi havde iført os inden afgang. Selvfølgelig lange bukser og trøjer, samt den lejede termojakke man lejer til 25.000 Rupier og den strikkede hue gjorde at det så sjovt ud, men varmede en smule.
Men slet ikke nok for mig der har vænnet mig så meget til varmen, jeg rystede af kulde og var sgu nervøs for at redde mig en forkølelse deroppe. Men med lidt selvdisciplin gik det alt sammen og solen kom endelig op langt ude i horisonten.
Folk sagde nej og åh og hvad alle sprogene ellers betød, og smukt var det da den stod op.
Ganske langsomt i starten farvedes himmelen gul, rød og lilla. Min farveblinde hjerne kan slet ikke udtale alle de navne
Og jeg fik taget min billeder af det smukke syn der desværre var lynhurtigt væk, og hvorfor ved jeg ikke. På de sprog jeg forstår kunne jeg høre folk snakke om det samme, så der må være en forklaring på det fænomen ??
Ikke før jeg fik kigget billederne igennem på Pc’en så jeg hvad jeg havde fotograferet, og jeg blev meget glad. For jeg syntes faktisk det gik rigtig godt selv om der var skubben og masen, automatikken klarede rystelserne fra mine gamle knogle okay godt og gav nogle gode billeder der fortæller hvad jeg så.
Men som sagt var det hurtigt overstået og turen gik nu til The Sand of Sea som det bliver kaldt. Men vi var jo ikke alene og måtte lige deltage i et vanvid af dytten og arrige beskeder mellem chaufførerne i de måske 100 jeeps hvis ikke mere, men her måtte Peter og jeg melde pas. For det var en alt for stor udfordring for vores skavanker desværre, for afstanden fra jeepen til de 250 trapper var vel en kilometer.
Og som i kan se på billedet af trapperne så det slemt ud, lidt ærgeligt men noget man lærer at leve med !!
Og jeg var bange for reaktionen fra stilladset og turde ikke tage chancen, for vi havde en meget lang dag foran os endnu.
Men det var nu dejligt ganske langsomt at blive varmet op af solen som var ved at få magten mens jeg gik rundt på tusind år gammel lava og tænkte lidt over historien bag den, noget af udrustningen fra toppen blev langsomt taget af efterhånden som vi blev varmet op, så jeg trissede hen til det tempel der lå halvvejs for at tage billeder og havde det herligt
De 4 andre fra jeepen som var unge, drønede selvfølgelig op til toppen som raketter men fortalte ikke hvad de have set. For de pustede som damplokomotiver i en time efter og var tydeligt trætte efter turen, en ung fransk pige fik dog sagt at hun var bange for hvad turen ville gøre ved hendes ben i morgen
Så bestemt ingen nem tur op til toppen, er man doven kan man som man kan se på billederne, leje heste med chauffør, det vil sige, han løber bagved den stakkels lille hest som ved hvor den skal stoppe hvilket kom bag på mange kunne man se da de var på vej ud over hestens hoved
Ejerne af hestene er såkaldte Tenggerese folk som bosatte sig her for tusind år siden og stadig bor her og i Bobollingo. Forskerne er meget interesserede i at studere dem, for de er som det eneste i Indonesien det folk der stadig holder fast ved de oprindelige traditioner og taler deres eget sprog !!
Klokken 10 startede turen til Bali fra hotellet hvor vi blev stuvet ind i den her satan
Og her begyndte glæden over den venlige behandling vi havde fået på hotellet at dale. For vi havde købt rejsen hele vejen til Bali i receptionen der var benovet over Peters besøg som Travel Agent !!
Han havde udtrykkeligt bedt om den bedste transport for at teste forholdende for de kommende kunder, og nu vi begge har prøvet minivan i Thailand vidste vi hvad man kunne blive udsat for !!
Turen var beregnet til 9 timer fik vi at vide, kun nyere busser med aircon og så videre. Men hold kaje det gik galt. For efter en halv time blev vi sat af i Udung tror jeg byen hedder Og vi kiggede på hinanden og vidste nu hvad der ventede os, og ganske rigtigt knækkede filmen her !!
Så vi startede med lovning om afhentning om 30 minutter, så der stod vi på den møgbeskidte hovedvej sammen med 20 andre turister og ventede utålmodigt i stegende hede. Nogle var endda så frustrerede at de begyndte at slås, det var nogle hollændere der dagen i forvejen var 4 timer forsinket, og ankom til et hotel hvor køkkenet var lukket, så de var småsure kan man vel sige !!
Og ganske rigtigt fik vi lov at vente i halvanden time inden der kom en klasse 0 bus og hentede os. Noget gammelt gammelt lort rent ud sagt, men dog med det beroligende skilt på siden AC (Aircon) Som virkede som vinden blæser
Allerede inden vi var kommet ind i bussen begyndte problemerne, for vi måtte ikke have bagage med sagde de. Men det fik vi hurtigt lavet om på da vi alle sammen smed vores grej ind i bussen og satte os i de bløde sæder som størrelsesmæssigt var fabrikeret til små mennesker, så en anelse trangt selv om jeg ikke er så stor
Jeg var så træt at jeg med det samme prøvede at sove lidt som var meget svært med den kørsel der blev præsteret, men jeg tror jeg fik sovet en time. Men det skulle blive meget værre endnu !!!
Jeg vågnede ved et af chaufførens vanvittige sving og var meget negativ og stadig træt da vi efter 2 timer holdte ved en af selskabets egne kantiner. Og som i Thailand kunne man selvfølgelig spise deres egen mad til overpris. Inden vi overhovedet var kommet indenfor, gik der en gut rundt med menuer uden priser, så jeg slog over i bakgear med det samme og købte en Mama Cup (nudler!) til 7.000 Rupier som var 2.000 rupier dyrere end andre steder.
Og mig der er STOR dyreven, blev meget ked af at se den her abe lænket og stresset !!
En hel time holdt vi her som var utrolig kedelig inden der blev fløjtet til afgang igen, og snakken gik om hvornår vi ankom til færgen til Bali. Mange tidspunkter blev slynget ud at gutterne fra bussen der ikke snakkede specielt meget engelsk. Men truslen om midnat var sgu ikke sjov at høre. For fra Bromo til færgen ad den store vej, er der trods alt kun 180 kilometer, så brynene blev rynket !!
Og af sted det gik, og nu kommer der en fortælling der kan bekræftes af Peter for tvivlere !!
For da vi fortsatte turen, prøvede jeg at sove med det samme igen, stadig i manglen på søvn som var hård ved mig var jeg ved at opgive !! Men der var 4 tyskere der kom mig i forkøbet, for chaufføren der har samtlige Formel 1 løb tilbage til 1961 på video gjorde alt hvad han kunne for at efterligne om ikke andet, så farten
Så der blev i en sindssyg overhaling puffet til 2 bikes og en bil i den modsatte kørebane, men det gjorde dog ikke det store indtryk på chaufføren der bare skævede til sidespejlet og lurede efter den næste overhaling. Endnu engang lavede han en vanvittig overhaling der nu fik tyskerne til at bede chaufføren om at stoppe, de turde simpelthen ikke fortsætte.
Men det var han ikke så villig til og fortsatte, men da vi kom til en by, åbnede den ene af tyskerne simpelthen døren og fik på den måde bussen til at stoppe. Tilfældigvis var det næsten ud for en politistation hvor de gik ind for at anmelde chaufføren der også måtte gå derind og kom tilbage alene, og vi fortsatte turen !!
Og utroligt nok, og jeg forstår hvis i tvivler, fortsatte turen i samme mønster helt til slutningen, skilte der forbød overhaling, og skilte der sagde Maks. 40 kilometer i timen blev negligeret instinktivt .Og folk som nu var alvorligt bekymrede aflyste deres søvn, og nogle af dem stillede sig ud i midtergangen af frygt for et uheld
Men vi nåede da til færgen uden uheld af en eller anden årsag, og mine 30 år på landevejen gjorde også mig alvorligt bange, for han vidste simpelthen ikke hvordan man skulle køre, og kender ikke grænserne for bussens og han egne evner, så jeg åndede lettet op og takkede i mit stille sind Buddha for hans beskyttelse
Og så kommer vi til et andet negativt punkt på turen, for vel ankommet til færgen forsvandt chaufføren uden et ord, og her sad så en busfuld turister og anede ikke sine levende råd, hvad skulle vi nu ?? Var det meningen at vi som i Thailand skulle gå ombord på færgen eller hvad ?? Men svaret fik jeg af en Indoneser jeg spurgte ude på gaden om han vidste hvorfor vi holdt der, og uden at rynke overhovedet fortalte han at det var chaufførens måde at lave lommepenge på
Så der spenderede vi 1 ½ time uden nogen form for information overhovedet inden vi fik at vide at nu skulle vi af sted igen med kun 2 ekstra passagerer. Alt det her cirkus for at køre de 50 meter ind på færgens område hvor vi klart mistede færgen og måtte vente endnu en halv time
Så det var ikke kun hos mig at der var ved at ske en reaktor nedsmeltning, flere begyndte at snakke om at gå ombord på færgen i stedet for det her og var irriterede. Vi havde alle haft en skod tur op til hotellet inden solopgangen næste morgen, og havde været oppe tidligt. Og nu den her oplevelse var toppen af isbjerget for mange kunne jeg forstå, men så pludselig rykkede vi nærmest med hjulspind ombord på færgen
Og det var virkelig en befrielse at slippe væk den halv time turen tog, den gamle Nippon færge med en behagelig motorlyd tøffede stille over mod Bali og var et dejligt afbræk. Men jeg var lidt ked af det, for jeg havde håbet på en overfart med billeder som jeg ikke kunne tage nu i den kulsorte aften, så det var ærgeligt, men det var en fantastisk flot stjernehimmel der fulgte os
Og så begyndte sidste etape ellers skal jeg love for, vejene som er smallere her på Bali gav ikke meget plads til svinkeærinder hvilket vores Formel 1 mand dog valgte at se bort fra. Så det blev den værste del af turen til Denpasar der var endestation på turen. Af ren og skær frygt turde jeg ikke lægge mig ned og sove, måske lige så meget fordi bussens hasarderede sving fik bagagen der var stuvet ind over sæderne til at falde ned over folk !!
Som jeg har det nu med turen lidt på afstand er jeg overbevist om at jeg ikke gør det igen, det er simpelthen for sindssygt at blive truet så hårdt på livet i en bus. At folk står af i ren og skær frygt selv om de har betalt for hele turen til Bali fortæller vel også lidt om turen og skal opfattes som en advarsel til folk med dårlige nerver !!
Det blev en rigtig rigtig lang dag som Peter og jeg frygtede, for med afgang klokken 10 om formiddagen og ankomst klokken halv 2 om natten for skide 220 kilometer var det en hård omgang nu vi samtidig havde været oppe siden halv 2 dagen i forvejen, og jeg fortæller slet ikke om stilladsets tilstand på det tidspunkt
Men på turen i den taxi Peter gudskelov havde arrangeret fra Denpasar til Ubud hvor jeg nu og prøver at komme ind i kampen igen, der foregik i meget roligere tempo, kunne vi endelig se slutningen på mareridtet og glædede os som små børn til at ligge ned.
En stor Bintang som er den lokale øl blev slutningen på dagen for mig, siddende på terrassen foran den skønne hytte som jeg blev installeret i, forsøgte jeg mens nattens dyr kaldte på hinanden at lede efter trådløse netværk som det første, men der er koder på hele skidtet her, så ingen gratis Internet
Jeg er stadig imod alle odds i live og var nødt til at takke Buddha for det inden jeg gik til køjs til en urolig nat fyldt med mange mærkelige drømme som gav en dårlig nat desværre.
Tusind tak fordi du passede på os alle i bussen i dag Buddha
Antal indlæg: 151 Tilmeldt: 25.01.10 Status: Offline
Hej Pensionisten..
Ja tak Buddha for at i kom frem, det lød godt nok ikke som en rar tur, må jeg tilstå, det er jo lige før man får lyst til at stå af bussen, bare ved at læser om det
Antal indlæg: 140 Tilmeldt: 21.12.09 Status: Offline
Hej Pensionist Da Da.
Og du siger med rette, at de kører som sindsyge på Samui, så vi må vist til at have fat i nogen gradbøjninger Jeg må jo sige at de farer, som fotograferne fra National Geographic udsætter sig for, blegner Håber du kommer godt hjem, og at Da er passet godt på det lille hjem, så pyt Da med hun måske har glemt stranden. Godt cameraet er opfundet
hilsen
islander
Antal indlæg: 954 Tilmeldt: 25.06.09 Status: Offline
Sikke flotte billeder.
Ja morgenstund har i sandhed guld i mund.
En sådan næsten hellig stund, er så fredfyldt en oplevelse, at det smukke næsten gør os angste, for vi er bange for, at glæden skal være et bedrag, eller at vi skal miste den.
Man sidder bare der i ærbødig stilhed, med blikket slået ned, mens man ser solen, stor og blodrød stige stille og graciøst op mod himlen.
Et lille fif til din ”slunkne” husholdningspung, hvad med at fabrikere nogle ruller photo wall baner, sælg du et par færdig skårne banelængder af den smukke solopgang.
Antal indlæg: 1146 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
Der er lidt klumper i strømmen her på denne gudeskønne ø, men bedre sent end aldrig !!
Ja det var en tur som jeg ikke ønsker nogen sinde at gentage igen, og her i bagklogskabens klare lys er jeg blevet enig med mig selv om ikke at besøge Java igen alene af den grund!!
Men det er en helt anden historie med Bali som har taget pusten totalt fra mig, men mere om det senere
Og som Freja skriver er der tidspunkter i ens liv, hvor man falder helt igennem og føler sig så benovet og ydmyg at det næsten er vanvid. Men det er samtidig en så fantastisk følelse at man (jeg!!) bliver helt flov over den overgivende fornemmelse af fred !!
For hvad har lille mig gjort siden jeg har fået lov at opleve det jeg gør, er det mit liv som jeg ellers ikke mener giver mig ret til at stå på toppen af et bjerg 2.5 kilometer oppe i himlen og få få gåsehud af fryd, eller er det min nye tro på Buddha ??
Jeg ved det ikke, og har bestemt ikke tænkt mig at klage over det, Jeg er så afklaret med mig selv nu som aldrig før og nyder mit 'nye' liv, så afklaret at jeg ikke mere er modtagelig for hånlige bemærkninger eller de dømmende blikke man som mand er vant til at få hvis man træder ved siden af!! Og om min åbenlyse glæde ved det jeg ser, og ikke mindst at jeg 'tør' fortælle om det er meget nyt og stort for mig.
Som på Peters og min aftentur for at finde et nyt sted at spise der ledte os hen ad en lille sidegade hvor der sad en ung pige med et lille barn på armen og tiggede, i mit forrige liv gik jeg frejdigt forbi og tænkte, få dig dog et arbejde !!
Men jeg gav den den her pige en håndfuld mønter og foldede hænderne som i bøn, og den glæde jeg følte da pigen gengældte min gestus var stor og varm, måske er det for meget for jer, men for mig er det dejligt og befriende
Så sætningen om at man skal lære så længe man lever er meget virkelig for mig !!
Hav en god dag.
Antal indlæg: 954 Tilmeldt: 25.06.09 Status: Offline
Pensionist du skriver "For hvad har lille mig gjort siden jeg har fået lov at opleve det jeg gør, er det mit liv som jeg ellers ikke mener giver mig ret til at stå på toppen af et bjerg 2.5 kilometer oppe i himlen og få få gåsehud af fryd, eller er det min nye tro på Buddha ?? "
Kære ven
Du spørger, om du virkelig har gjort dig fortjent til et så lykkeligt liv, og selvfølgelig har du det, lad mig fortælle dig, at livet er mærkeligt, men en gave til os alle og vi alle kan af den ene eller den anden grund, selvforskyldt eller uforskyldt blive ramt af sygdom og ulykke, om vi så får lov til at være her i længere eller kortere tid, så burde vi være taknemmelige for chancen vi er blevet givet.
Solen går op, både over de retfærdige og de uretfærdige, hvilket vil sige at livets vilkår- både de gode og de dårlige rammer os alle, uanset hvad vi har fortjent.
Men nu er alt ikke lige lykkeligt, det ved jeg, og mens du arbejder hen mod et lykkeligt liv fyldt med glæde, vil du opleve ( har du sikkert oplevet) at du er nødt til at tage nogle beslutninger, som ikke gør dig glad, kort sagt du må betale en pris, for at nå frem til den lykke og glæde, som du gerne vil opnå i dit liv.
Husk på du er kun et menneske, der blot kæmper for at få et liv…et liv hvor du som jeg, kan se dig selv i øjnene og tænke: jeg er egentlig glad og lykkelig.
Så lær at accepter, at du fortjener al den glæde, som du overhovedet kan opnå ved eget initiativ.
Kan fornemme du som jeg, også nyder en stille stund for dig selv ved strandbredden eller ved bjergets fod, så prøv også at gøre som mig, råb ud i universet.
Antal indlæg: 1146 Tilmeldt: 24.10.09 Status: Offline
Ja du har så evigt ret Freja, men det er en stor mundfuld syntes jeg. Ikke før i mit liv har jeg haft så mange pragtfulde øjeblikke som nu, og jeg nyder det BIG TIME.
Jeg tror bare jeg undrer mig over den stadige strøm af gode øjeblikke som jeg har nu, måske er det min stigende alder der gør at jeg er mere modtagelig over for de indtryk jeg i den stressede verden jeg har levet i, i 50 år ikke har haft tid til at nyde som nu ??
Derfor kalder jeg mig selv for jubel idiot nogle gange og prøver at gå stille med dørene. Men med min Dagbog er det sgu svært nogle gange at kun overfladisk fortælle hvad der sker i mit liv. Men med den reaktion jeg har fået på grund af mine fortællinger er det svært at holde kortene ind til kroppen, og jeg bliver mere og mere modig nu ærlighed ligger på førstepladsen !!
Antal indlæg: 954 Tilmeldt: 25.06.09 Status: Offline
Ærlighed ja dermed kommer man længst, også selvom det kan give en på tuden, jeg taler her om erfaring.
Selvfølgelig skal du da skrive om din glæde ved livet.
50 år er da ingen alder, men er det ikke lidt ironisk, at du nu har levet længere, end du har tilbage af livet. Nej undskyld FNIS
Mange tror fejlagtigt at folk bliver mere ulykkelige, jo nærmere de kommer livets afslutning, men intet kunne være mere forkert, forskning viser at det faktisk for de fleste forholder sig lige omvendt.
Du har med dine 50 år nået det punkt, hvor du på et dybere plan er i stand til at reflektere over livet og begynder at acceptere dig selv og dit liv, på godt og ondt, du kan nu med ro erkende.... nå ja jeg blev jo så alligevel ikke astronaut eller hjerneforsker og hvad så, jeg er mig og kan lide mig selv, for den jeg er.
Du fortæller, at du har det svært med at komme ud med alle følelserne omkring de herlige oplevelser du har, er det misundelsen, du er bange for, skal stikker sit grimme ansigt frem, og som måske har holdt dig lidt tilbage, med at komme med alt for mange positive, glade og spontane udbrud.
Måske med rette for selv om vi ved, det er en ikke social accepteret følelse og som vi egentlig inderst inde skammer os over, ja så er man vel ikke bedre, end at man da lige kan pakke misundelsen ind i et par kritiske kommentarer, det retfærdiggør i det mindste vores mishag en smule.
Jeg har sandelig også her på siden fået serveret et par stikpiller, men jeg nægter, at lade mig bremse af et par smålige spydigheder, jeg er en glad og lykkelig sjæl basta.
Kan du ikke også, være ligeglad med hvad andre mener, den er dog fattig, som ikke kan glæde sig på andres vegne og unde den anden sin succes, misundelse er grimt, småligt og ikke nogen pæn følelse.
Eller er det fordi du er en mand og mænd ikke må vise følelser?
Antal indlæg: 1828 Tilmeldt: 05.10.09 Status: Offline
Ja vi Pensionister har et hårdt liv ? du på toppen af et bjerg og jeg på Nord Cap i Orkan og 9g. Da jeg klamrede mig til et rækværk løfte mine ben sig fra jorden og brillerne blæste af og en sigtbarhed vel ca 5 m. så vi har det ikke nemt ?? men er da glade for livet og mine måltider var super
Knaldhætter
Lignende tråde