En kondiløber forsøgt rullet af en ekstremt ung røver -
den syvårige dreng blev stoppet af løberen og vidner
19:32 - 31. mar. 2009 | Esben Christensen
En ægte ungdomsforbryder.
Den titel fortjener en syvårig tysk dreng, der i Berlin forsøgte at røve mobiltelefonen fra en kvindelig 17-årig kondiløber.
Drengen sparkede og slog på pigen, fortæller politiet ifølge Thelocal.de.
Efter volden tog han hendes mobiltelefon og forsøgte at flygte, men hun holdt ham tilbage.
Vidner, der så angrebet, kom til og hjalp med at tilbageholde drengene.
- Politibetjene havde en disciplinær snak med drengen, hvorefter de orienterede hans forældre om begivenheden, udtaler politiet. De fortæller også, at de ansvarlige myndigheder er blevet informeret.
Den 17-årige kondiløber kom ikke til skade ved overfaldet.