Se emne

Hvem er her? 1 gæst(er)
 Udskriv emne
Bangkok er alt fra templer til afkølede shoppingcentre
yindee
#1 Udskriv indlæg
Skrevet d. 16-03-2010 05:50
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 3629
Tilmeldt: 20.02.09
 Status: Offline

For mange turister er Bangkok et nødvendigt onde. Byen er varm og larmende, og trafikken er et mareridt.


Men alt det, og meget mere, er med til at gøre Bangkok til verdens måske mest farverige hovedstad.

På hjørnet ved et femstjernet hotel sidder barpiger, tuk-tuk-chauffører, trendy teenagere og turister og spiser nudelsuppe fra et transportabelt gadekøkken klokken 3 om natten.

Og kun et stenkast fra stormagasinernes skinnende glasfacader ligger 200 år gamle templer med gyldne tage og spir og duften af røgelse.

Tag til smilets land
Der findes få byer i verden, der er så kontrastfyldte som Bangkok. Thaierne lancerede sig som ’Smilets land’, da turistindustrien skulle sparkes i gang efter Vietnamkrigen, og sådan ser de stadig sig selv.

I Bangkok blæser vilkårligt placerede højtalere de seneste thai-pophits ud i et niveau, der rykker ved enhver fornuftig forestilling om tilladte decibel, og ingen lader sig tilsyneladende gå på af det. Hvorfor? Fordi thaierne lever efter devisen ’mai pen rai’, som direkte oversat betyder ’det gør ikke noget’, der gør dem i stand til at håndtere de fleste udfordringer og problemer med et smil og et træk på skuldrene.

Kun fantasien sætter grænser
I Bangkok mødes modsætninger i et stort skørt og skønt miks, og besøgende skal anstrenge sig voldsomt for at komme til at kede sig. Særligt er nattelivet blevet kendt for sine red light districts og for natklubber, der sagtens kan konkurrere med klubberne i f.eks. London og Hongkong. Her sætter kun fantasien grænser for, hvad og hvem du kan støde ind i på en tur i byen.

Skiftende politikere har forsøgt at renskure byens rygte ved at indføre rygeforbud, påklædningspåbud og tidlige lukketider i nattelivet, men mon ikke der kommer til at gå mange år, før Bangkoks ry rimer mere på pæn familieferie end på berygtet natteliv.

Velkommen til Khrung Thep, som betyder Englenes By, thaiernes voldsomme og vidunderlige hovedstad.

FREDAG

Kl. 16 Jag jetlaget på flugt
1. Intet besøg i Thailand er fuldendt uden en massage. Begrebet thaimassage skaber visse associationer, som intet har at gøre med den ældgamle og stolte tradition. Hos Ruen-Nuad er den eneste ’happy ending’, du får, at du går afslappet og afspændt derfra.

En traditionel massage er fantastisk til at helbrede stive lemmer efter en lang flyvetur og til at drive jetlag på flugt, og den fås allerbedst og til aldeles rimelig pris i et charmerende lille træhus over for BNH Hospital. Hvis du er til en mindre ’hårdhændet’ form for massage, så kan du også få en aromatisk oliemassage, hvor du selv vælger, hvad olien skal dufte af .

Ruen-Nuad
42 Thanon Convent
Silom
tlf.: (+66) 02 632 2662

Kl. 19 Thailandsk gourmet
2. På verdensplan findes der to restauranter med michelinstjerner, der serverer thailandsk mad, og paradoksalt nok ligger ingen af dem i Thailand, men en af dem ligger i København. Heldigvis har to tidligere kokke på michelinrestauranten Nahm i London fået den glimrende ide at åbne en restaurant i Bangkok.

Maden er en ekstraordinær oplevelse og er et bevis på stor respekt og forståelse for thailandsk madkultur og traditioner. Vær forberedt på, at maden bliver serveret på ægte thailandsk maner, så man selv øser op på sin tallerken fra fade. Jeg vil anbefale at prøve Bo.lan Balance-menuen og mindst en af de lækre cocktail med urter og andet godt i.

Bo.lan Restaurant
42 Soi Pichai Ronnarong
Sukhumvit Road Soi 26
www.bolan.co.th

Kl. 22 Her er alt er til salg
3. Stedet Tuba er en sjældenhed i det strømlinede natteliv i Bangkok. Det er en af den slags steder, der findes masser af i Europa, men som der er mere end langt imellem i Asien.

Stilen og interiøret er retro-genbrug fra hovedsageligt 1960’erne og 70’erne. Og de shoppelystne kan glæde sig over, at alt er til salg – både møbler, malerier og nips. Her fester udlændinge bosat i byen og lokale sammen, og atmosfæren er afslappet og uhøjtidelig.

Tuba, 30
Soi 21
Ekkamai
Sukhumvit
tlf.: (+66) 02 622 0708

Kl. 24 Magi og jernfeer
4. New York og Perth har en, og nu har Bangkok altså også. Den nyåbnede bar Iron Fairies er bestemt et besøg værd. Om ikke andet så for at låne toilettet, som scorer høje karakterer hos undertegnede, ene og alene fordi de få kvadratmeter er præcis lige så gennemført indrettet som resten af etablissementet.

Indretningen består af en vindeltrappe, fe-støv, jernkister og selvfølgelig små feer af jern, som faktisk bliver produceret i barens tilhørende smedje.

Iron Fairies
394 Thonglor Road Bangkok
www.theironfairie...

LØRDAG

Kl. 10 En perfekt start
5. I Bangkok kan det lade sig gøre at bo billigt. Meget billigt. Men man kan også få et værelse på et femstjernet hotel til en brøkdel af den pris, man ville betale for et lignende hotelværelse i Europa eller USA.

Min personlige favorit blandt de femstjernede er Sukhothai, der repræsenterer enestående design ned i mindste detalje. Og det absolut bedste er den ubeskrivelige brunch i hotellets restaurant, Collonade. Her kan du få al den mad, du har drømt om, og champagne ad libitum, og det er sådan, en lørdag i Bangkok bør starte.

Sukhothai Hotel
13/3 Sathorn Road
www.sukhothai.com

Kl. 12 Den kreative kerne
6. Thailand er måske ikke ligefrem synonymt med moderne design og kunst, men der findes en masse spændende udstillinger i Bangkok. De bedste af slagsen finder man efter min mening hos TCDC.

Her er udstillinger af alt fra thailandsk gadekøkkenkultur og japansk design til forgængelig skønhed og sko. Centret har også en butik, hvor de sælger moderne thailandsk design kreeret af unge up and coming designere.

Thailand Creative & Design Center (TCDC), 6. sal
The Emporium Shopping Complex, 622
Sukhumvit soi 24
www.tcdc.or.th

Kl. 14 Det gamle Bangkok
7. Et tempelbesøg er et must. Wat Suthat er et af mine yndlingstempler i Thailand, og jeg kan få lang tid til at gå med at sidde og studere de fantastiske vægmalerier i templet, som netop er blevet restaureret.

Efter besøget i Wat Suthat vil jeg foreslå en gåtur i området. Her bor folk i små, hundred år gamle lagerbygninger (shophouses), og på mange måder virker det, som om tiden har stået stille i lige netop denne del af en by i ellers voldsom udvikling.

Prøv restauranten Chote Chitr i nærheden, som ikke uden grund er blev lovprist i New York Times, Lonely Planet og mange andre medier.

Wat Suthat
Sao Chingcha Square ved krydset mellem Bamrung Muang Road og Ti Thong Road
Banglamphu

Kl. 19 Øst og Vest mødes
8. Den 25-årige Khun Tee hilser på sine gæster med det thailandske wai. Selv om han har travlt i køkkenet, er det vigtigt for ham at sørge for, at de besøgende er glade og tilfredse. Og det er svært at være ret meget andet på La Table De Tee.

Restauranten er blandt Bangkoks bedste, og så er den stadig en forholdsvis velbevaret hemmelighed. Menuen skifter hver uge og består af seks retter, som er en spændende fusion mellem det europæiske og det thailandske køkken.

Vinkortet er lille, men godt, og der er et fint udvalg af cocktail. Khun Tee har arbejdet på en af Londons bedste restauranter, før han åbnede sin egen restaurant i sit hjemland, og det mærker man tydeligt i hver enkelt ret.

La Table De Tee
69/5 Soi Saladaeng
Silom Road
www.latabledetee.com

Kl. 22 Til bords på 25. etage
9. Udsigten over byens skyline tog næsten pusten fra mig første gang, jeg besøgte Long Table. Det er måske ikke Bangkoks højeste skybar, men til gengæld er du fri for horder af andre turister, som på State Tower’s Sirocco og Banayan Tree’s Vertigo.

På Long Table nyder du udsigten og de fremragende cocktail sammen med Bangkoks overklasse og udlændinge bosat i byen.

Mit bedste tip hertil er, at stedet har Bangkoks bedste barsnacks. De er gratis, og hvis ikke de automatisk lander på dit bord, så spørg din tjener efter dem.

Long Table
25. etage
48 Column Building
Sukhumvit soi 16
www.longtablebang...

Kl. 24 Et levn fra fortiden
10. Sam Wong har drevet den lille tilrøgede bar, længe før der var noget, der hed Khao San Road, og dengang var det her, backpackere og andet godtfolk tog hen.

Væggene er tapetseret med fotografier af kunder, der har brugt så mange penge i baren, at de fortjener et foto på væggen, hvor de poserer sammen med indehaveren.

Over baren hænger et tv, der spiller musikvideoer med alt fra Led Zeppelin til New Kids on the Block.

Øl henter man selv i køleskabet, spiritus køber man i baren, og der er åbent, til den sidste person dingler derfra.

Wong’s Place
27/3 Soi Si Bamphen
Rama 4 Road
www.wongsplace.net

SØNDAG

Chatuchak Market.

Se stort billede

Kl. 9 Det største marked
11. Hvis besøget på Wong’s ikke har sat alt for tydelige spor i kroppen, er det bedst at komme ud af sengen så tidligt som muligt. Søndagens første begivenhed bliver nemlig ulidelig varm, jo længere man kommer op ad dagen.

Chatuchak Market eller JJ Market, som thaierne kalder det, skulle efter sigende være Sydøstasiens største marked. Her kan man købe alt mellem himmel og jord.

Kæledyr, krybdyr, elfenben, diamanter, vintage-tøj, sko og tasker, bøger, malerier, havemøbler eller Buddha-figurer. Lad dig fare vild i markedets labyrintiske gange, eller anskaf et ’Nancy Chandler’-oversigtskort, som f.eks. kan erhverves i Asiabooks eller i lufthavnen ved ankomst.

Den bedste måde at komme til markedet på er at tage metroen i retning mod Bang Sue og stå af ved stoppet Khamphaeng Phet. Gå mod Exit 2, og du havner nærmest midt i markedet.

Chatuchak Market
2 Kamphaeng Phet Road
Chatuchak

Kl. 13 Malls og mad
12. Når heden bliver allerværst midt på dagen, er det tid at forlade Chatuchak. Men hvad gør man så, hvis man ikke har fået shoppet færdig? Let. I Bangkok vrimler det med luftafkølede shoppingcentre, der hurtigt kan gøre dit kreditkort rødglødende.

Min absolutte favorit er det gigantiske Siam Paragon, hvor du kan købe alt fra en Maserati til en Chanel-taske. Man skal have et ualmindeligt højt feriebudget for at shoppe her, og derfor er det stueetagen, jeg som regel styrer efter, når jeg besøger centeret. Her er et madmekka uden sidestykke med mad fra alle verdensdele.

Som regel går jeg efter den såkaldte ’foodcourt’. Her får man udleveret et plastikkort, som man sætter penge på, og er derefter klar til at shoppe rundt mellem lækre thailandske retter.

Siam Paragon
991/1 Rama I Road
Pathumwan
www.siamparagon.c...

Chinatown.

Se stort billede

Kl. 18 Chinatown styrer
13. Rejseskribenter såvel som lokale siger, at den kinesiske bydel – Chinatown – i Bangkok er verdens bedste. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det er her, man finder Bangkoks bedste gadekøkkener. Det tør jeg godt garantere.

Søndag aften er ugens bedste aften til at sætte kurs mod Chinatowns hektiske hovedgade, Yaowarat Road. Jeg tager ofte i Chinatown om søndagen, hvor jeg styrer målrettet efter ét bestemt gadekøkken, der ligger på hjørnet mellem Yaowarat Road og Soi Yaowaphanit, hvor jeg får Bangkoks bedste Ba Mee, som er ægnudelsuppe med grillet svinekød og wontons med rejer og urter.

Soi Yaowaphanit/Yaowarat Road
Chinatown
Bangkok

Bankok

Historie
Bangkok har været Thailands hovedstad siden 1782, hvor Rama 1. grundlagde byen på vestbredden af Chao Phraya. Bangkok skulle være landets nye magtcenter, efter at kongebyen Ayutthaya blev ødelagt i 1767.

Byen blev en vigtig havn i regionen, og den økonomiske vækst afspejles i byens paladser og mange templer, f.eks. Wat Arun og Wat Phra Kaeo. Byen er stadig Thailands økonomiske centrum.

Bangkok er i nyere tid vokset med eksplosiv fart, oghøjhuse skyder op overalt og erstatter den oprindelige lave bebyggelse. Bangkok er Thailands eneste rigtige storby og har 6.320.174 indbyggere. Det er 25 gange så mange som i landets næststørste by.

Rejse
Thai Airways og SAS flyver direkte fra København til Bangkok uden stop.
www.thaiairways.com
www.sas.dk

Kulturkalender:

13.-15. april
Det thailandske nytår, Songkran, fejres i gaderne.
www.bangkok.com

24. og 30. april
Den elektroniske musikfestival Edition Bangkok afholdes på toppen af ZEN.
www.opworldwide.c...

2. maj
Månedlig auktion over kunsthåndværk og lokale antikviteter i Rivercity-centret.
www.rivercity.co.th

11. maj
Den årlige risplovningsceremoni afholdes foran Grand Palace.
www.thailand.com

Læs mere: www.bangkok.com

kilde http://politiken....922904.ece
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
sank
#2 Udskriv indlæg
Skrevet d. 16-03-2010 09:17
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 1828
Tilmeldt: 05.10.09
 Status: Offline

((12(( Ja og Byen bliver bedre og bedre for vær gang ((12((
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
egon
#3 Udskriv indlæg
Skrevet d. 17-03-2010 01:57
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 203
Tilmeldt: 16.11.09
 Status: Offline

er lige ankommet til byen tak for alle links
de skal prøves af de næste par dagemusic
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
aaby
#4 Udskriv indlæg
Skrevet d. 17-03-2010 17:44
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 426
Tilmeldt: 16.04.09
 Status: Offline

yindee skrev:

Chatuchak Market eller JJ Market, som thaierne kalder det, skulle efter sigende være Sydøstasiens største marked. Her kan man købe alt mellem himmel og jord.
Kæledyr,


Hundene på wekendmarkedet kan meget nemt have hundegalskab. En hundehandler som var blevet bidt af en af sine hunde, døde for nyligt. Hunden døde først, dyrehandleren solgte bare videre som om der ikke var sket noget, men så døde hun også. Derefter blev der slået alarm.

Ak ja. Vuf.
Tropiske hilsner
Aaby
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
eneber
#5 Udskriv indlæg
Skrevet d. 18-03-2010 07:17
Bruger avatar

Bruger

Antal indlæg: 1019
Tilmeldt: 07.06.09
 Status: Offline

aaby skrev:
yindee skrev:

Chatuchak Market eller JJ Market, som thaierne kalder det, skulle efter sigende være Sydøstasiens største marked. Her kan man købe alt mellem himmel og jord.
Kæledyr,


Hundene på wekendmarkedet kan meget nemt have hundegalskab. En hundehandler som var blevet bidt af en af sine hunde, døde for nyligt. Hunden døde først, dyrehandleren solgte bare videre som om der ikke var sket noget, men så døde hun også. Derefter blev der slået alarm.

Ak ja. Vuf.


dårlige varer sælges over alt se her

23 danskere er blevet syge af østers, som de har spist på en dyr restaurant i København

læs her http://fpn.dk/mad...013277.ece
Til forsiden  Til toppen  Til bunden
Gå til debat:
 

Lignende tråde

Emne Forum Svar Nyeste indlæg
Bangkok Central Thailand 341 22-11-2024 15:37
Monopoly: Bangkok Edition Skik og brug 1 10-11-2024 17:29
The Royal Barge Procession in Bangkok Discover Thainess 2 27-10-2024 10:37
Thailand, old Bangkok Central Thailand 6 26-09-2024 17:05
SAS tilbyder fra januar 2025 daglige flyvninger mellem København og Bangkok Flyselskaber 1 19-05-2024 08:37

Alt indhold på denne side er Copyright @ copy 2009 Thai DK Debat Forum Alle rettigheder forbeholdes Siden er optimeret til 1024 * 768
Powered by PHP-Fusion copyright © 2002 - 2024 by Nick Jones.
Released as free software without warranties under GNU Affero GPL v3.
Siden dannet på: 0.22 sekunder | 116,335,871 Unikke besøg | jQ Blog